Til september starter jeg en samtalegruppe op for unge med angst. Målgruppen er unge mellem 13 og 16 år.

Denne gruppe kan måske være noget for dig, som i lang tid har kæmpet med følelsen af at være anderledes end dine jævnaldrende. Du oplever, at der på grund af din angst er ting, du ikke kan, som for dine venner er det mest selvfølgelige i verden.

Jeg har flere års erfaring i at tale med unge om deres angst og støtte dem i leve med den, så de får deres frihed tilbage til at kunne gøre det, de gerne vil. Det er hårdt arbejde at nå dertil, men det kan lade sig gøre.

Om at deltage i en samtalegruppe, når du har angst

Du har det muligvis ikke behageligt ved tanken om at deltage i en gruppe. Måske udfordrer tanken om at deltage din angst. At deltage indebærer jo, at andre kommer til at se, hvordan du har det bag facaden. Samtidig med længes du efter at dele de svære tanker, fordi ensomheden er tung.

Det, der muligvis kan få dig til at være med alligevel er, at jeg tænker, at de andre har det ligesom dig.

I denne gruppe er der først og fremmest mulighed for at dele med hinanden, hvad det at have angst betyder for jeres liv. I skolen, fritiden og i familien. Hvordan det opleves at være den, der ofte trækker sig og takker nej. Og som måske oven i købet forsøger at skjule, hvordan du har det, fordi det føles pinligt.

I skal også lære noget om ”angstens væsen”: at den både er et kompas for vores indre liv og samtidig en vældig kraft, som kan være handlingslammende og skræmmende.

Om forløbet

 Du og dine forældre møder mig til en indledende samtale, hvor du får mulighed for at mærke, om jeg er en, du har lyst til at åbne dig for.

Hvis du beslutter dig for at give det en chance, mødes vi 5 torsdage i september og oktober fra kl. 16 – 18 i Bagsværd.

På et tidspunkt undervejs eller efter forløbet mødes du og jeg med din familie, så de kan høre, hvor du er i din proces og hvordan de kan støtte op om dig. Vi aftaler tidspunktet, når du er klar.

To måneder efter forløbet laver jeg en opfølgende samtale med dig og din familie.

Priser

Den indledende samtale koster kr. 300.

Resten af beløbet betales forud, hvis du vil være med. Prisen er kr. 4000 for 5 gange i samtalegruppen og to familiesamtaler.

Gruppen oprettes kun ved minimum 3 deltagere.

Datoer for samtalegruppen: 7/9, 14/9, 21/9, 28/9 og 5/10, alle gange fra kl. 16 til 18.

Sted: Hanehøj 23 i Bagsværd, 3 minutter fra s-tog