Der sker vel ikke noget ved at være ironisk?

Da min gymnasietid lakkede mod enden, spurgte en af mine klassekammerater mig om, hvorfor jeg egentlig altid var så ironisk. Det var han nemlig ved at være rigtig træt af at høre på.

Hold da op, hvor satte det spørgsmål mange tanker i gang hos mig. Jeg var godt klar over, at jeg ofte tyede til ironi, men jeg havde aldrig før overvejet, hvilken betydning, det havde for mine omgivelser, at jeg ofte var ironisk.

Jeg begyndte at lægge mærke til, hvornår jeg brugte ironi. Jeg gjorde den store opdagelse, at det var, når jeg ikke turde stå ved mig selv. Når jeg ikke turde sætte ord på et behov eller ønske, eller hvis jeg blev usikker på, om jeg var god nok, var det at være ironisk en måde at skabe lidt afstand til den anden. En måde at passe på mig selv. Forsøge at sikre, at jeg ikke risikerede at blive såret. At jeg ikke afslørede for meget om mig selv og mine følelser, men samtidig alligevel fik lidt ud mellem sidebenene.

Denne strategi lærte jeg i min egen familie, hvor det at være ironisk var en måde at sige lidt om følelser på uden at sige alt for meget. I min familie talte vi nemlig sjældent direkte om, hvordan vi hver især havde det. 

Efter den kommentar fra min klassekammerat besluttede jeg mig for ikke længere at bruge ironi til at gemme mig bag. Jeg kunne pludselig se, hvor uhensigtsmæssigt ironien var for mine relationer og min følelse af at være mig. Så jeg begyndte at øve mig på at sige direkte, hvad jeg mente eller følte.

Heldigvis gik jeg i gang med at lære at udtrykke mig personligt og direkte mange år før, jeg fik børn. Da de kom til verden, var det personlige sprog så nogenlunde en integreret del af mig og det ironiske sprog lagt på hylden.

Min erfaring i forhold til børn er, at ironi sjældent – for ikke at sige aldrig – fører noget godt med sig. Når børn møder ironi, bliver de ofte usikre, både på sig selv og den voksne, og måske bliver de i tvivl, om der er noget galt med dem. 

Mærk selv forskellen på budskabet i disse spørgsmål:

Tror du, tallerkenerne flyver ud i køkkenet af sig selv

fremfor 

Husk at tage tallerknerne ud af bordet.

Børn vil ofte høre budskabet mellem linjerne, som fx kunne opfattes som: 

Er du dum eller hvad, siden du ikke af dig selv bærer tallerknerne ud.

Mennesker, som ofte bruger ironi, vil nok sige, at man vel også skal have det lidt sjovt og at det hele ikke skal være så pædagogisk. Det kan jeg kun være enig i.

Problemet ved at bruge ironi til at have det sjovt er, at det ofte ikke er sjovt for modtageren, og især ikke, hvis modtageren er et barn. Så bliver det sjovt på barnets bekostning. 

Prisen for barnet kan være et lavt selvværd, fordi barnet konstant bliver i tvivl om, hvad den voksne egentlig mener. 

Så drop ironien overfor dine børn – og vis hvem du er i stedet. Og find så ud af sammen, hvordan I kan have det sjovt.