Klik her, hvis du vil se artiklen i Politiken

Artikel i Politiken d. 4. februar 2019

Skrevet af KAREN PETERSEN, FAMILIETERAPEUT OG INKLUSIONSVEJLEDER

I DISSE DAGE er der en livlig debat om børns sprog: Hvis ansvar er det, at børn taler grimt, og har de altid gjort det?

Til daglig arbejder jeg som familie- og inklusionsvejleder på en skole. Jeg oplever også, at den sproglige tone generelt er blevet mere barsk, og at forældrene selvfølgelig har et ansvar, når det gælder deres eget barns sprogbrug.

Jeg vil dog gerne tilføje debatten et vigtigt perspektiv. Sprogbrugen i en klasse er nemlig ikke kun afhængig af det enkelte barn og dets opdragelse. Kulturen i den enkelte klasse er vigtigere: Har gruppen en oplevelse af, at her er trygt at være, eller opleves fællesskabet utrygt?

Hvis normerne og rammerne for fællesskabet er utydelige, er der noget, som er endnu vigtigere end at tale pænt, nemlig frygten for at ryge ud af fællesskabet.

DET ER denne frygt, som kan være grobund for, at der bliver talt meget grimt, og det er meget svært for det enkelte barn at sige fra. Det at tale grimt kan nemlig være en måde at holde sig inde i fællesskabet på.

Utrygge fællesskaber er også karakteriset ved, at børnene kommenterer meget på hinanden i timerne.

Som et barn en dag sagde til mig: Hver gang jeg rækker hånden op, har jeg to svar klar: Det ene er svar på det faglige, det andet er et svar til den kommentar, jeg får fra en klassekammerat.

Hvis vi vil have, at børnene taler på en respektfuld måde til hinanden, skal vi se på, om deres fællesskab er trygt eller utrygt.

Det er en fælles opgave for skolen og forældrene at skabe rammerne for, at børnene kan være sammen om noget andet end frygten for at ryge ud af fællesskabet.