Læs her min kronik fra Jyllandsposten d 9. marts 2019 om, hvordan kravet om evig præstation kan påvirke vores børnhttps://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11228624/boern-mistrives-hvis-vi-kun-ser-dem-som-elever/

Hele teksten kan også læses herunder:

Børn mistrives, hvis vi kun ser dem som elever 

Som familie- og inklusionsvejleder på en skole taler jeg hver uge med mange børn og unge.  Jeg hører ofte sætninger som: ”Jeg føler ikke, at jeg er god nok”. ”Jeg føler mig stresset”.  ”Jeg er bange for at sige noget forkert”. ”Jeg føler mig udenfor”. ”Jeg tænker meget på, hvad de andre tænker om mig”. ”Jeg føler ikke, at jeg må være med i legene”. ”Jeg er bange for, at min far og mor er skuffede over mig, når jeg ikke klarer mig godt i skolen”. 

Desværre er udsagn som de ovenståendemere reglen end undtagelsen i de mange samtaler, jeg hver uge har med børn. Mange børn har ondt i livet og kommer til kort i præstationskulturen.

Jeg oplever, at vi er ved at miste noget værdifuldt i skolen. Jeg møder istigende grad hoveder koblet fra krop og følelserog at fokus er på præstationer, analyser og vurderinger. Dermed reducerer vi chancen for mødet mellem hele mennesker. 

Det er bekymrende, fordi forskningen viser, at kvaliteten af relationerne i skolen er afgørende for udbyttet af læringen og at relationer er båret af såvel hoved som krop og følelser.

Når børn oplever accept af deres hele væren og væsen fra deres nærmeste voksne, lærer de at acceptere sig selv. Når børn accepterer sig selv og får en følelse af, at de er gode nok og værdifulde i sig selv, udvikler de empati overfor andre. Når børn mærker omsorg for deres grænser, lærer de omsorg for andres grænser. Når børn møder de voksnes personlige grænser, møder de sig selv. Med andre ord udvikler barnet den robusthed, som ofte efterlyses.

Når jeg inviterer forældrene til samtale, viser det sig ofte, at de går rundt med den samme følelse af utilstrækkelighed over ikke at slå til, og de er usikre på, om de nu er gode nok forældre. Både i egne øjne og i skolens øjne. 

Når jeg taler med lærere og pædagoger, er det helt det samme tema: Er jeg dygtig nok? Gør jeg det godt nok? Og hvad med alt det, jeg ikke når?

Lige under overfladen lurer den ødelæggende skyldfølelse: Er det min skyld som forælder, at mit barn har det så dårligt, har det svært socialt, forstyrrer i timerne og klarer sig dårligt fagligt?

Som lærer og pædagog lurer samme skyldfølelse: Gør jeg det ikke godt nok? Gjorde jeg i dag et barn fortræd, fordi jeg mistede tålmodigheden? Hvorfor har jeg ikke mere styr på tingene? Hvad er der galt med mig, siden jeg ikke kan klare det?

Denne skyldfølelse gør, at de voksne ofte forsøger at få barnet til at ændre sig, så det bliver nemmere at bære afmagten. De voksneforsøger at fikse barnet, i stedet for at være nærværende og nysgerrige sammen med barnet.

Paradokset er, at de voksne – både de professionelle og  forældrene, har et stort ansvarfor børnenes trivsel, men når ansvaret opleves som skyldfølelse, forstærker det oplevelsen af ikke at slå til og trangen til at fikse.

Allerede nu vil den kritiske læser nok tænke, om det virkelig kan passe, at alle oplever skolen sådan. Som stress, jag og præstationspres? 

Mit svar er: Nej, alle oplever ikke dagligdagen sådan. Der er mange børn i skolen som trives og godt kan leve op til kravene og har overskud til alt det sjove. Der er mange voksne, professionelle og forældre, som godt kan overskue præstationspresset og umiddelbart trives i det, uden at miste sig selv. Men min oplevelse er, at elastikken for mange er trukket så hårdt ud, at den risikerer at sprænge på et tidspunkt.

Så hvad er det egentlig  ved den måde, vi driver skole på, som gør, at så mange både børn og voksne føler sig afmægtige, stressede eller værdiløse? 

For det første blev der skabt et stort forventningspres med folkeskolereformen i 2014.  Den forventning, som gnaver mest her 4-5 år senere, er forventningen om, at alle børn skal blive dygtigere. Som jeg oplever reformen i praksis, rydder denne forventning bordet, så der ikke er plads til så meget andet end fokus på præstation. Hele aspektet med at lære, fordi det er selvforglemmende, dejligt og udviklende at fordybe sig, har trange kår. 

Det, der gør netop kravet om at blive dygtigere så markant, er, at det umiddelbart kan måles og vejes med test og prøver. Resultatet af prøverne bruges efterfølgende intenst i den politiske debat om skolen og hvem har lyst til at bidrage til dårlige resultater? Bagsiden af medaljen er, at der hele tiden er en risiko for, at jeg – hvad enten jeg er barn, forælder eller professionel – ved næste test kan risikere at blive afsløret for ikke at være god nok eller dygtig nok. Det kan give ondt i maven.

Det andet, jeg får øje på er, hvad præstationskravet gør ved relationerne i skolen. 

De professionelle ønsker hele tiden at påvirke, forandre og gøre noget ved børnene. Der er ikke tid til at nyde rejsen sammen undervejs.

De ligeværdige møder mellem mennesker er afløst af mødet mellem eksperten og barnet, hvor barnet skal vurderes: Er du nået så langt, som vi gerne vil have? Og hvor skal du hen bagefter?

Denne tendens betyder, at den professionelle ønsker mere kontrol med, at barnet lærer ret præcist det, som ønskes. Derfor skrues der op for den ydre styring og ned for den følelsesmæssige kontakt med sig selv og med børnene. Læreren begynder at gøremere og mere med børnene i stedet for at væremed dem, hvilket vil sige at møde dem, hvor de er og acceptere dem, som de er.

Der er i kølvandet heraf de senere år opstået en idealforestilling om den perfekte elev og den perfekte undervisning, som vi bruger rigtig mange kræfter på at nå. Hvis ikke lille Frida eller store Anton lever op til idealforestillingen, sætter vi kræfterne ind på at opstille mål for, hvad børnene skal gørefor at vi bliver tilfredse. Vi ser gerne, at de øver sig, indtil de får det lært, og vi  giver dem tal for, hvor dygtige de er til at nå målene. Først når de kan det, vi gerne vil have, kan de være heldige at blive set som værende gode nok elever.

Jeg er bekymret for, hvordan vores børn på længere sigt påvirkes af, at de sjældent mødes med, at de er gode nok lige nu.

Jeg tror på, at det udvikler børns selvfølelse at møde levende voksne af kød og blod i skolen, som ikke hele tiden er ude på at forandre børnene. Voksne, som har lyst til at møde børnene, hvor de er. Voksne, som er nysgerrige på børnenes gode grunde til at handle, som de gør, og som tør være sammen med dem om, at det nogle gange er svært, uden at prøve at fikse dem. Voksne, som tør træde ud af ekspertrollen. Voksne, som tør at være i mødet mellem mennesker. 

Jeg taler ikke imod, at vi i skolen ønsker, at børnene skal lære noget. Det er selvfølgeligkerneopgaven. Jeg taler om balancen mellem at blive dygtigere og udfordret fagligt og det at blive mødt følelsesmæssigt og personligt. 

For at udvikle sig fagpersonligt som lærer eller pædagog og udvikle det at være nærværende og i kontakt, kan det være en stor hjælp i dagligdagens mange dilemmaer at få jævnlig supervision. Det er nemlig sådan, at man ofte ikke kommer længere med andre end man er med sig selv. Supervision giver mulighed for at sænke både tempoet og skuldrene og zoome ind på både sine tanker og følelser, så man får sig selv med i arbejdet. 

I supervisionen kan dilemmaerne vendes og belyses. Kollegerne kan bidrage med deres erfaringer og viden, og man kan blive klogere på, hvordan man selv har det med et specifikt dilemma. I supervision kan følelsen af afmagt rummes og bearbejdes, og man kan finde nye handlemuligheder, så man bevarer arbejdsglæden og overskuddet til relationerne. 

Supervision styrker både relationerne mellem de professionelle og relationen til sig selv.

Muligheden for at få supervision findes i ringe grad i skolen, og jeg mener, at både politikere og skolefolk bør rette opmærksomheden den vej, hvis vi skal styrke børns trivsel.